Vi springer ud mange gange i livet.
I forskellige sammenhænge, på forskellige tidspunkter i vores liv. På job, over for en veninde, i en kø i Netto, over for vores mad .. over for os selv. Talemåden forbindes nok utvivlsomt kun med offentliggørelse af sin seksualitet. Altså kun hvis det viser sig, at du er til det samme køn som dig selv. Eller hvis du er til begge køn. Det er dog et mindre udspring - måske et mindre skab. Eller større. Det afhænger af, hvilket skab er nemmest at springe ud af ... altså om handlingen måles ud fra, hvor klemt det var i skabet med denne hemmelighed eller om det er højden af udspringet, der vælter kegler.
Hvorom altid er, så ja. Vi tænker nok ikke over, hvor mange gange vi springer ud i livet. Både som i det liv, vi gør det og ud - i - livet. F.eks. den gang vi tog kørekort, begyndte på en ny skole eller i en ny klasse. Hvad med at begynde på en ny uddannelse eller flytte hjemmefra. Stifte familie og blive forælder. Karriereskift og at forfølge SINE drømme.
Handler det i virkeligheden ikke om gang på gang at teste troen på sig selv?
Som børn gjorde vi det automatisk. Autonomt. Da nysgerrigheden var større end alt det andet, vi lader os styre af senere i livet. Frygt, bekymringer, usikkerhed, andres mening om os ... forbehold, forbehold, forbehold.
Da nysgerrigheden var udefineret og var større end livet. Da nysgerrigheden var en drift, et impuls.
... så var det så, at vi næsten i alle kulturer og trosretninger fandt på overgangsritualer og har valgt at give visse livsudspring en større betydning end andre. Det, at blive voksen, er tilsyneladende en big deal på alle kanter af jorden. Det samme er at vælge sin livspartner, producere afkom og kradse af. Groft sagt.
Jeg er absolut ikke antitraditionalist. Traditioner er med til at skabe psykologisk tilfredsstillende støttepæle snarere end milepæle. Fundamentpæle, så vi ikke glider rundt i vores egen forvirring over, hvor vi befinder os i tilværelsen og hvor vi er på vej hen. Måske hvisker de også noget om, hvem vi er.
Men jeg synes, at det er vigtigt, at vi selv skaber vores egne traditioner udover alle de hellige og officelle, der allerede findes. At udføre et ritual for en overgang i tilværelsen, der føles stor for OS. Det er skønt at kunne ære sig selv på den måde. Jeg synes faktisk, at en sådan ritual på nogen måder er parallel med sorg, på andre det omvendte. Det korte og det lange i sammenligningen er, at vi giver os selv tid til den proces til at finde os selv i de nye omstændigheder, som er den ændring i livet, døden byder på.
'Jeg finder mig i det' vs. 'Jeg finder mig ikke i det'
Smag lige på, hvad det egentlig betyder.
Efter min mening bør vi også lave ritualer for overgange, der er negativtladet kultureltset. I fravalg f.eks.. Fravalg af venner, livsstil, børn, bil osv. Hvorfor skulle disse have mindre betydning, blot fordi det er mindre populære?
Hmm, dig om det.
Jeg hiver mig selv i tøjlerne, inden jeg bliver yderligere filosofisk omkring emnet - som jeg egentlig kom på at skrive om, fordi jeg med dette indlæg netop springer ud. Som blogger :)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar