'You're the catalyst of my dreams come true' said the mouse.
'That's very mice' answered the cat and smiled.
lørdag
That's between the mouse and cat ..
'You're the catalyst of my dreams come true' said the mouse.
'That's very mice' answered the cat and smiled.
torsdag
fredag
Intim koncert med MDNA hjemme i stuen
En aften inden Jul sidste år hang jeg ud med René, en kær og nær ven, hjemme hos ham. Da vi havde hytten for os selv, bød aftenen på lækre hjemmekogerier, rødvin og fjollede samtaler som standard. Hen på aftenen stivner René ved kommoden, som en Beagle på jagt, der tager stand. *Holder vejret, store øjne* - 'Jeg har den nye MDNA tour DVD!'
*Holder vejret i sofaen, ene øje større end det andet med et minimal tik i undervippen* Et Matrix-moment, hvor tidens relativitet undersøger alle mulige surrealistiske vinkler i stuen, mens vi i splitsekunder ransager os selv.
Vi ved nemlig begge, at det er et risikabelt skridt at tage at se DVD'en. Vi ved begge, at vi står overfor et point of no return. Ikke med den udvikling MDNA de senere år har taget. Eller tør jeg sige det? .. den overlevelses strategi, hun har tyet til for at holde sig ovenvande i mainstrømmen.
Jeg sagde det ..
Vi stod overfor at se i øjnene, at MDNA skal ned af det piedestal, vi har placeret hende på engang i 80'erne. Ikonets tid er måske nok ved at rinde til ende, for at et nyt kan træde i hendes plads.
Vi sætter DVD'en på, og mens vi venter på at hovedmenuen popper op, spørger René alligevel nonchalant om, hvor langt tid, jeg tror, der går, før vi glider af ...
-'Jeg giver det et kvarter. Eller det, der svarer til tre-fire numre.' svarer jeg og kan ikke helt forlige mig med, at han tager så let på det.
Showet starter.
Sceneopsætningen er selvfølgelig imponerende at se på som rekvisiterne fylder den ud og den forventningsfulde atmosfære sætter tonen an: hvilken entré vil Madonna overraske med denne gang?
Hun inviterer os i hvertfald ind i en katolsk kirke eller katedral, og placerer sig selv som ... TADA! selveste ikonet - Madonnaen. Ingen symbolik, ingen dybde, intet budskab. Det forbliver også grundtonen gennem hele showet. Desværre. Fedt sceneshow, dygtige dansere, der jonglere med en syngende Madonna - op, ned, mellem benene, over deres hoveder med strakte arme - rundt som på et samlebånd. For mig set fuldstændig unødvendigt og meningsløst, på grænsen til det komiske. Jeg havde det skidt med at bryde ud i latter ..
På det tidspunkt sad René og underholdte sig selv med sin iPhone.
Jeg kunne godt lide, at hun i enkelte hits kastede sig ud i en utraditionel instrumental fortolkning, det gav numrene et nyt liv og fik mig til at lytte til det på ny. Det var faktisk interessant, det synes jeg, hun skulle praktisere noget mere, når det ser ud til, at hendes rolle som budbringer af politiskrelevante emner, for nu i hvert fald, ikke er på toppen.
Man kan ikke være i tvivl, at hun holder sig godt i sin alder, hun er flot at se på. Det synes jeg i hvert fald, for ikke mange kvinder i den alder sørger for sig selv, og Madonna er et bevis på, at en indsats i den retning betaler sig. Det beundrer jeg, men så er Pandoras æsken ved at være tømt her. Hun er nødt til at investere i sin krop, for det er den, hun sælger med ..
.. og dét fik mig til at tænke over den røde tråd i MDNAs show, som også er trenden blandt kvindelige kunstnere, fokus på krop, nøgenhed og seksualitet. Det kunne virke som om, at hun er i fornægtelse omkring sin alder, og hun er bare ikke længere den 20-årige 'Like a Virgin' kvinde, der sprudler af ægløsning og biologisk trang til reproduktion.
Hvorfor? - hvorfor gør Madonna ikke i at være rollemodel for, hvordan det er at være et seksuelt væsen som moden kvinde? Hun kunne forblive ikonet, hvis hun ville vise alle kvinder, at hver alder har sin equivalent i seksualitet. At aldring ikke er skamfuldt, at der er masser a farcetter i en moden kvinde, der står ved sig selv. At der er dybde, tyngde og visdom. Det er i hvert fald det, jeg forstår ved ageism.
Det, der er en skam, er at hun tydeligt viser, at hvis du som kvinde ikke er ung med de unge, har du ikke noget at bidrage med. Madonna har for mig været indbegrebet af mod, grænsesøgning- og brydning, identitet og nyskabelse - og styrke i at stå ved sig selv. Kan det passe, at du har ramt sin mur og sin største udfordring - alderen?
onsdag
Jeg tror ikke på Nytårsforsæt
Jeg tror ikke på dem, fordi jeg ikke tror på, at man kan ændre vaner ved viljens kraft OG holde fast ved dem. Jeg tror ikke på kombinationen. Jeg tror ikke på dem, for hvis idéen om Nytårsforsæt er født med vores forstand, kan de ikke være ægte. Det er ønsketænkning, ikke et reelt behov.
Forstået på den måde, at hvis en beslutning er fornuftsbetonet, er den fortænkt. Det er et 'Jeg ville ønske, jeg ikke spiste så meget slik'; det er et 'Jeg bør også holde op med at ryge nu'; det er 'når min søster går på slankekur, hinter hun om, at det også vil klæde mig'; det er 'min læge/kone/kæreste/chef siger, det er usund at være natteravn, fordi du ikke får nok søvn'; det er et 'Jeg skal tage mig sammen og motionere mere'.
Hermed ikke forstået, at det ren faktisk ikke KAN forholde sig sådan - at det ER usundt at gøre de ting + ...
... men set tilbage på forsættet, kommer beslutningen herom ikke som et fysisk trang. Snarere som en andens behov for, at du ændrer noget i dit liv. En andens syn på hvordan livet bør se ud. En andens kriterier for, hvad er = livskvalitet. Det er som en lapning af en cykel, der allerede er lappet. (Ja, den er allerede lappet, fordi vi allerede har opbygget forsvarsmekanismer, tankemønstre, intense, men alvorlige automonologer, små neurotiske ritualer, skavanker, som vi identificerer os med +). Spørgsmålet er så, hvad der får dig til at tage den tankegang til dig med et ønske om at handle på den.
Og måske er det ikke så meget, som at stille dig selv spørgsmålet, som det er at nå til refleksionen. Oprette en selvudløsende mekanisme, der er selvrefererende. Det ene med det andet, men hvorom du stiller dig selv spørgsmålene eller kører dem igennem ved at mærke efter, er = fedt.
Bundlinjen er:
Har du et reelt behov for at sove mere? Hvis ja, hvad hindrer dig i at få nok søvn? Eller er du ren faktisk en af de sjældne typer, der bare naturligt er velfungerende om dagen efter så lille et stykke søvn, der for andre ville få fjederen til at springe?
Nyder du den smøg, du ryger - hånden på hjertet - nyder du den? Nyder du hver og én? Hvad får dig så til at ville stoppe? Er det billederne fra rygestop kampagnerne? For min overbevisning er, hvis du er interesseret i en sådan, at det er kampagnerne, der slår ihjel mere, end det er smøgerne. Statistikerne siger, at 50% i af dødstilfældene er smøger synderen, 50% er årsagerne uvisse. Desuden kan man ikke dø af rygning, man kan dø ved at ens lunger står af. De kan det gøre af en buket andre årsager. Ingen tvivl om, at du får beskidte lunger af røgen og kondien ryger med - men hvilken af delene giver dig mest glæde? Igen, med hånden på hjertet, hvad gør dig godt inden i? Er det dit øjeblik med smøgen? Fornemmelsen af rene lunger? En rask løbetur?
Og apropos - skal du motionere mere, fordi andre gør det? Og fordi, det vil gøre noget godt for dit selvbillede, hvis du kunne tilføje det der med motion i en indskudtsætning over for andre? Eller skriger din krop vitterligt på bevægelse og fleksibilitet? Ville det være at presse dig selv mod din modvilje at lunte en tur i naturen eller er du bange for at tage opfordringen og ansvaret op?
... osv.
Afklaringen er vigtig, du skal vide, hvad du vil, så du kan stå inde for det. Det hjælper til helhjertethed - den ene eller den anden vej.
Min pointe er, at tanker forurener mere end vi overhovedet forstiller os. Alle (Nytårs)forsæt, der starter med 'jeg skal', 'jeg bør', 'jeg må', 'jeg ville ønske', og der ikke starter med 'jeg vil', er forsæt dømt til at mislykkes. ('Jeg vil' er i øvrigt den ultimative test. Sådan gør du: 'Jeg vil indsæt dit forsæt her ', og følg din første indskydelse som er én af to, JA! eller NEJ!; handl derefter. Easy peasy.)
Hvis vi tænker os frem til et Nytårsforsæt og ikke fuldfører, rammer de selvkritiske tanker os lige i nakken som et utaknemmeligt tillæg. Det, der så ren faktisk udspiller sig - og lad mig ridse scenariet op for dig - er at 'Jeg bør' ikke er helhjertet motiveret til at fuldføre det påtagede Nytårsprojekt. Det bliver derfor slasket udført. F.eks.: du holder med at ryge, det holder i nogle uger (optur!), men så var der den dér fede fest og én smøg gjorde det (nedtur). Det er her 'Jeg er nederen' indtræder ... og træder på 'Jeg bør', skodder 'Jeg bør' mod fortorvet med ansigtet først.
Så nu ryger du igen, og tager nyt tilløb til at smide smøgerne. 'Jeg MÅ' smøger ærmerne op, tager sig selv i skridtet og stopper. Der går nogle måneder, viljen skærer tænder og vi når frem til den lørdag aften, du var alene hjemme .. og kunne ikke finde på noget opløftende at lave. 'amen, f*ck det! Det er kun én smøg. Hvad kan den skade? Det' én, jo.
Inden du ved af det, har fem smøger sneget sig ind på livet af dig og når du vender dig om igen, er du fuldbyrdet ryger. 'Jeg er nederen' ringer kraftigt på døren atter en gang påtrængende som manden med leen og nu er mor ikke blot skuffet, hun er f*cking vred.
Det kan ederdutme ikke passe, at jeg ikke kan stoppe med at ryge, råber 'Jeg skal' dig selv i låget.
Jo. Jo, det kan godt passe, at du ikke kan stoppe med at ryge. Fordi, det ikke er smøgen, du kæmper med at smide, med den følelse, smøgen giver dig, når du ryger den. Den følelse kan du selvsagt ikke undvære, det er bl.a. den, der udgør din livskvalitet. Den, der er med til at skabe meningen med dit liv. Smøgen bliver symbolet på følelsen.
Det, du også kæmper med, er 'Jeg skal/bør/må', og efter første mislykkede forsøg, kæmper du også med 'Jeg er nederen'. De forurener meget mere end røgen, og det er tre kampe, du ikke kan vinde, min ven.
Det er selvfølgelig muligt at stoppe med alle dårlige vaner, det kræver blot, at sorter i vanen og den supplerende følelse ... men det er en hel anden historie og et nyt indlæg.
mandag
Abonner på:
Opslag (Atom)