lørdag

fredag

Intim koncert med MDNA hjemme i stuen


En aften inden Jul sidste år hang jeg ud med René, en kær og nær ven, hjemme hos ham. Da vi havde hytten for os selv, bød aftenen på lækre hjemmekogerier, rødvin og fjollede samtaler som standard. Hen på aftenen stivner René ved kommoden, som en Beagle på jagt, der tager stand. *Holder vejret, store øjne* - 'Jeg har den nye MDNA tour DVD!'
*Holder vejret i sofaen, ene øje større end det andet med et minimal tik i undervippen* Et Matrix-moment, hvor tidens relativitet undersøger alle mulige surrealistiske vinkler i stuen, mens vi i splitsekunder ransager os selv.
Vi ved nemlig begge, at det er et risikabelt skridt at tage at se DVD'en. Vi ved begge, at vi står overfor et point of no return. Ikke med den udvikling MDNA de senere år har taget. Eller tør jeg sige det? .. den overlevelses strategi, hun har tyet til for at holde sig ovenvande i mainstrømmen.

Jeg sagde det ..

Vi stod overfor at se i øjnene, at MDNA skal ned af det piedestal, vi har placeret hende på engang i 80'erne. Ikonets tid er måske nok ved at rinde til ende, for at et nyt kan træde i hendes plads.

Vi sætter DVD'en på, og mens vi venter på at hovedmenuen popper op, spørger René alligevel nonchalant om, hvor langt tid, jeg tror, der går, før vi glider af ...
-'Jeg giver det et kvarter. Eller det, der svarer til tre-fire numre.' svarer jeg og kan ikke helt forlige mig med, at han tager så let på det.

Showet starter.
Sceneopsætningen er selvfølgelig imponerende at se på som rekvisiterne fylder den ud og den forventningsfulde atmosfære sætter tonen an: hvilken entré vil Madonna overraske med denne gang?




Hun inviterer os i hvertfald ind i en katolsk kirke eller katedral, og placerer sig selv som ... TADA! selveste ikonet - Madonnaen. Ingen symbolik, ingen dybde, intet budskab. Det forbliver også grundtonen gennem hele showet. Desværre. Fedt sceneshow, dygtige dansere, der jonglere med en syngende Madonna - op, ned, mellem benene, over deres hoveder med strakte arme - rundt som på et samlebånd. For mig set fuldstændig unødvendigt og meningsløst, på grænsen til det komiske. Jeg havde det skidt med at bryde ud i latter ..
På det tidspunkt sad René og underholdte sig selv med sin iPhone.

Jeg kunne godt lide, at hun i enkelte hits kastede sig ud i en utraditionel instrumental fortolkning, det gav numrene et nyt liv og fik mig til at lytte til det på ny. Det var faktisk interessant, det synes jeg, hun skulle praktisere noget mere, når det ser ud til, at hendes rolle som budbringer af politiskrelevante emner, for nu i hvert fald, ikke er på toppen.



Man kan ikke være i tvivl, at hun holder sig godt i sin alder, hun er flot at se på. Det synes jeg i hvert fald, for ikke mange kvinder i den alder sørger for sig selv, og Madonna er et bevis på, at en indsats i den retning betaler sig. Det beundrer jeg, men så er Pandoras æsken ved at være tømt her. Hun er nødt til at investere i sin krop, for det er den, hun sælger med ..

.. og dét fik mig til at tænke over den røde tråd i MDNAs show, som også er trenden blandt kvindelige kunstnere, fokus på krop, nøgenhed og seksualitet. Det kunne virke som om, at hun er i fornægtelse omkring sin alder, og hun er bare ikke længere den 20-årige 'Like a Virgin' kvinde, der sprudler af ægløsning og biologisk trang til reproduktion.

Hvorfor? - hvorfor gør Madonna ikke i at være rollemodel for, hvordan det er at være et seksuelt væsen som moden kvinde? Hun kunne forblive ikonet, hvis hun ville vise alle kvinder, at hver alder har sin equivalent i seksualitet. At aldring ikke er skamfuldt, at der er masser a farcetter i en moden kvinde, der står ved sig selv. At der er dybde, tyngde og visdom. Det er i hvert fald det, jeg forstår ved ageism.

Det, der er en skam, er at hun tydeligt viser, at hvis du som kvinde ikke er ung med de unge, har du ikke noget at bidrage med. Madonna har for mig været indbegrebet af mod, grænsesøgning- og brydning, identitet og nyskabelse - og styrke i at stå ved sig selv. Kan det passe, at du har ramt sin mur og sin største udfordring - alderen?